Botswana, officielt Republikken Botswana (setswana: Lefatshe la Botswana), er en indlandsstat i det sydlige Afrika. Indbyggerne omtaler sig selv som "batswana" (ental: "motswana"). Tidligere var landet det britiske protektorat Bechuanaland, men ved uafhængigheden 30. september 1966 tog det sit nuværende navn. Hovedstaden er Gaborone.
Botswana er et fladt land, som er domineret af Kalahari-ørkenen og savanner. Mod syd og sydøst grænser Botswana op til Sydafrika, mod vest og nord til Namibia og mod nordøst til Zimbabwe. Desuden har landet en meget kort grænse til Zambia mod nord nær Kazungula; denne grænse er ikke særlig præcist defineret, men følger på et kort stykke Zambezi-floden og er højst nogle få hundrede meter lang.